Indledning

Danmark er kendt som et af de mest intensivt dyrkede lande i Europa: 66 % af arealet anvendes til landbrug, og næsten 90 % af dette areal er i omdrift. Landbruget udgør med andre ord et markant islæt i det danske landskab. 12 % af landet er skovdækket, men det er målet at fordoble denne andel i løbet af de næste 80 til 100 år. Presset fra urbanisering og udbygning af infrastruktur er stigende, og undersøgelser har vist et holdningsskift hos dele af befolkningen idet mange byboere er trætte af det hektiske liv i byerne og drømmer om at flytte på landet for at komme tættere på naturen (Landdistrikternes Fællesråd 2001). Tilsammen skaber denne udvikling et øget pres på de arealer som traditionelt har været forbeholdt landbrugsproduktionen. Artiklen fokuserer på et område i Midtjylland (Figur 1) som igennem de sidste 200 år er blevet opfattet som marginalt i forhold til de primære landbrugsområder. Området har dog igennem hele perioden været inddraget i den landbrugsmæssige produktion og har haft en vis betydning for denne. Det opfattes fortsat som marginalt når det betragtes ud fra de landbrugsmæssige interesser hvilket afspejles i arealanvendelsen. Men på grund af de rekreative værdier der er forbundet med dette landskab, bliver det prioriteret stadigt højere når det betragtes ud fra et rekreativt synspunkt. Som følge heraf er området ved at skifte karakter, og det bliver stadig mere præget af anlæg og aktiviteter som er knyttet til den rekreative anvendelse. Denne artikel illustrerer udviklingen af området igennem en 200-årig periode og fokuserer på udviklingen af multifunktionalitet i de dele af landskabet som er marginale ud fra et landbrugsmæssigt synspunkt. Udviklingen af en flersidig arealanvendelse der inddrager de rekreative aspekter, kan bidrage til at forbedre den lokale økonomi i denne type landbrugsområder.

Figur 1.Området ved Gudenåen i Bjerringbro og Hvorslev kommuner. Undersøgelsesområdet udgøres af et 156 km² stort område i Midtjylland der er præget af forholdsvis gode jorde. Gudenådalen er en af de største ådale i Danmark og domineres af sandede jorde og stejle skrænter.

Metode

Undersøgelsen af landskabets udvikling igennem de sidste 200 år er baseret på en kortbladsanalyse ved hjælp af GIS i perioden 1800-1815, 1878, 1950 og 1995. For at dække perioden i begyndelsen af 1800-tallet blev 29 håndtegnede udskiftningskort digitaliseret og sammenkædet til ét kort. En række andre kortblade blev behandlet på tilsvarende måde for de tre andre perioder. Da kortbladene varierer med hensyn til kvalitet og tematisk opløsning igennem perioden, blev der udviklet en generaliseret fælles klassifikation som blev bestemt ud fra de nyeste kort. Generelt kan det i denne forbindelse konstateres at de ældste kortblade havde den største tematiske og skalamæssige opløsning (1:4000). Analysen af arealanvendelsens udvikling blev gennemført som en rasteranalyse i ArcView. Til belysning af den rekreative anvendelse blev der i 1999 gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt gæster i kano eller kajak på Gudenåen (Jensen 2001a).

Figur 2. Arealanvendelsen 1800-1815. Kortet er opbygget af 29 udskiftningskort fra perioden 1800-1815. Der ses en tydelig opdeling i ind- og udmarksarealer. Den mest frugtbare jord omkring landsbyerne udnyttes mest intensivt mens de mere uproduktive jorde anvendes mere ekstensivt.

Arealanvendelsen 1800

Ved hjælp af de digitaliserede udskiftningskort kan vi danne os et indtryk af landskabet i begyndelsen af 1800 tallet. Bjerringbro-Hvorslev-området var på det tidspunkt præget af en traditionel landbokultur, og landbruget var endnu baseret på et dyrkningsfællesskab. Jorden var fortrinsvis samlet om landsbyerne på indmarken. Udmarken som kun blev ekstensivt udnyttet, henlå som hede, kær og moseområder. Kreaturer, får og heste blev fodret med hø og halm når de ikke græssede, mens kornet fortrinsvist blev brugt til levnedsmidler. Marker, heder og enge leverede de nødvendige input til systemet, og der var tale om et lukket kredsløb som ikke producerede særlig meget efter vore dages målestok. Via udskiftningskortene er det beregnet at det egentlige opdyrkede areal udgjorde 51 % af det totale areal i området omkring 1815. Opdyrkningen afspejler en balance imellem dyrkningsgrundlagets beskaffenhed og størrelsen af befolkningen, som kun udgjorde 3993 personer i 1801.

Figur 3. Udmarksarealer i midten af 1800 tallet.”Fra Skanderborgegnen” maleri af Kyhn 1864

Udmarken var blandt de områder der nok indgik i landbrugsproduktionen, men som ikke var inde i omdriften. Der eksisterer ikke datidig statistik for dette areal. Men ved digitalisering af udskiftningskortene er det blevet muligt at danne sig et indtryk af udmarkens sammensætning og størrelse som den så ud ved 1800-tallets begyndelse (figur 2). Som det fremgår af figuren, er de forskellige landsbyer adskilt af en mosaik af udmarksarealer som består af forskellige tørre og våde plantesamfund (figur 3).
Tørre, græssede overdrev er ikke afsat direkte på kortene, men de var hyppige; ikke mindst fordi de var vigtige af hensyn til hesteholdet. De lå typisk ved å- og erosionsdalens skrænter, og nogle af dem kan også genfindes som hedearealer på udskiftningskortene (Böcher 1980).
Trods den ekstensive anvendelse udgjorde udmarksarealerne en vigtig del af landbrugets ressourcegrundlag. Heden udgjorde 31 % af arealet, men den bestod af forskellige kombinationer af lyng, eng, mose og krat: Derfor blev den også anvendt på forskellig måde, men dens vigtigste funktion var dog at tjene som græsningsområde for fårene. Lynghalmen og tørven blev grundet det ringe skovareal anvendt som brændsel, og moserne blev anvendt til tørveskær langt ind i det tyvende århundrede. Der var tale om et dynamisk samspil mellem ind- og udmark som medførte at grænserne i mellem de enkelte arealtyper var mere eller mindre diffuse. Datidens landskab stod derfor i klar kontrast til nutidens der er karakteriseret ved meget veldefinerede grænser (Fritzbøger 2001).

Figur 4: Arealanvendelsen 1994. Det industrialiserede landbrug præger landskabet. Skove har overtaget hedens plads, og læhegn ses nu mange steder i landskabet.

Arealanvendelsen i 1994

Det tyvende århundredes anden halvdel indebar gennemgribende forandringer af landbruget. Mekanisering, specialisering, rationalisering og deraf følgende strukturforandringer har været de dominerende elementer i denne forandring. Landbruget udviklede sig fra et lukket kredsløb til et åbent system karakteriseret ved en stor import af hjælpestoffer. Produktionen blev derved markant forøget, en udvikling som fortsat bliver underbygget af et stort forædlingsarbejde.
Denne udvikling kommer klart til udtryk i Bjerringbro-området. Specialiseringen af landbruget har her bevirket en opdeling af bedrifterne i svineavlere, kvægbrug og planteavlere. Det blandede brug er derimod praktisk taget ophørt med at eksistere, primært fordi det er blevet økonomisk nødvendigt at fokusere på den rationelle, specialiserede produktion. Denne specialisering har medført at der hvert år dyrkes op til 31 forskellige typer afgrøder i Bjerringbro-området hvilket sandsynligvis er det højeste nogensinde (Fødevareministeriet 1994). Af det samlede landbrugsareal er det dog fortsat korn som dominerer idet det i 1996 udgjorde 51 % af det dyrkede areal.
Ud over at sædskiftet blev udviklet, steg den animalske produktion også. Fåreholdet mistede dog gradvist sin betydning efterhånden som udmarken blev opdyrket. Skoven er blevet et markkant islæt i landskabet idet de dårligste arealer er blevet beplantet med nåleskov. Skoven udgør dermed i dag 19 % af arealet i mod 4 % ved 1800-tallets begyndelse.

Landskabsdynamik igennem 200 år

Forandringerne i landskabet igennem de næsten 200 år som undersøgelsesperioden dækker, er betydelige (figur 5). Befolkningen i det tyndt befolkede landskab var steget til 6000 i 1878 hvorefter den atter begyndte at falde som følge af afvandringen til byerne.

Figur 5. Udviklingen i arealanvendelsen gennem de sidste 200 år. De markante forandringer har bevirket betydelig forandring af den biologiske mangfoldighed. I dag dyrkes 31 forskellige afgrøde typer i området, i begyndelsen af 1800 tallet var tallet ca. 8, men samtidig har reduktionen af halvkulturarealerne betydet en stor reduktion af de arter der var tilknyttet disse arealer ( Agger 1999).

Fuldtidslandmændene har indtil for få år siden udgjort den største gruppe i undersøgelsesperioden, men udviklingen har bevirket at de i dag udgør mindre end 27 % af det samlede antal landmænd. Til gengæld ejer de ca. 50 % af landbrugsarealet og den største del af skovarealet. Fritidslandmændene udgør i dag en stor gruppe på 42 %, mens pensionisterne udgør 24 % af områdets landmænd . Sammenholdes bedriftstørrelsen med bedriftstyperne, viser det sig at de fleste bedrifter under 20 ha, er planteavlsbrug. Det vil sige at de fleste fritidslandmænd og pensionister er planteavlere. Jo større bedriften er, desto højere bliver endvidere andelen af kvæg- og svine-bedrifter, og svinebedrifterne udgør således den største gruppe blandt bedrifter på mere end 100 ha.

Figur 6. Variationer i arealanvendelsen igennem undersøgelsesperioden

Af figur 5 fremgår det at der er sket en generel udvidelse af omdriftsarealet mens de tidligere udmarksarealer (hede, eng) er blevet væsentligt reduceret i omfang. Derimod er skovarealet blevet betydeligt forøget. Denne arealopgørelse giver dog ikke noget billede af hvor i landskabet disse forandringer er forekommet og fortæller heller ikke noget om arealanvendelsens kontinuitet i undersøgelsesperioden. Ved at gennemføre en GIS baseret change detection analyse er det muligt at visualisere forandringerne i arealanvendelsen igennem de 200 år (figur 6). Figuren illustrerer at de større forandringerne (f.eks. skovrejsning) især forekommer i områder som var karakteriseret ved en mere ekstensiv arealanvendelse først i 1800-tallet. Området omkring landsbyerne er derimod forblevet uændret i hele perioden. Denne landskabsdynamik kan forklares som en kombination af afstanden til landsbyerne, jordtyperne og terrænet (Caspersen og Fritzbøger 2002). I visse områder har arealanvendelsen varieret for hver af de undersøgte år, og der kan meget vel være tale om hyppigere ændringer end dem som er illustreret her. De mange variationer kan her tolkes som et udtryk for at landmanden i hele undersøgelsperioden har opfattet disse arealer som marginale set ud fra et socioøkonomisk synspunkt. Her er jordrenten lav og arealanvendelsen er derfor i højere grad end andre steder blevet tilpasset de gældende konjunkturer. Da heden mistede sin betydning, blev den oftest opdyrket men i mange tilfældene viste forholdene sig at være for ringe til at fastholde jorden i omdrift, og i stedet blev der plantet skov på mange af arealerne.

Undersøgelsen illustrerer at det danske kulturlandskab kan opfattes som et spejl af menneskets holdninger. I denne region har den produktivistiske opfattelse af landskabet været dominerende, og tilpasningen af arealanvendelse på den tidligere udmark er et godt udtryk for denne holdning.
Denne holdning er nu under forandring nogle steder i regionen. I den forbindelse er det især undersøgelsesområdets nordlige del op imod Gudenåen som er interessant.
Gudenådalen er en ekstramarginal smeltevandsdal og er præget af meget varierende jordtyper, men sandet og groftsandet jord dominerer. Skrænterne har i flere områder hældninger større end 12 grader, og dalsiderne ned mod Gudenåen er præget af erosionskløfter og falske bakker (figur 7).

Figur 7. Udsigt til Gudenåen fra Busbjerg. Grantræer dominerer på de tidligere overdrev og engene er flere steder blevet afløst af korndyrkning. Åen er blevet uddybet og udrettet for at forbedre afdræningen. Foto: Kjell Nilsson.

Undersøgelsen viser at der siden 1950 er sket en regional fordeling af landmændene idet heltidsbedrifterne er koncentreret på den næsten skovløse moræneflade. Gudenådalens kuperede og skovklædte sider domineres derimod af fritidslandmændene. Jordtype og terræn bevirker fortsat at dette område er af marginal interesse i forhold til det egentlige landbrug.

Figur 8: Den rekreative udnyttelse af området ved Gudenåen. Det smukke landskab omkring Gudenåen har givet anledning til etableringen af en række forskellige faciliteter der er tilknyttet den rekreative anvendelse af området.

Udviklingen af multifunktionalitet i landskabet

Gudenåen har udviklet sig til det største område for kanosejlads i Danmark, og hvert år udlejes mere end 2000 kanoer til flerdags sejlads (Jensen 2001a). Denne aktivitet er parallel til andre rekreative aktiviter som tager afsæt i det smukke og særprægede landskab (figur 8). Store dele af området er dog stadigt ejet af fuldtidslandmænd som primært udnytter de produktive aspekter af landskabet. F.eks. anvendes nogle af ådalens sider til plantning af juletræer som giver et betydelig større afkast end de mere traditionelle granplantager (figur 9).

Figur 9. Nyplantninger af juletræer langs ådalens sider. Foto: Kjell Nilsson

Her er tale om en ensidig funktionalitet, og den visse steder intensive dyrkning af området er, grundet lokaliseringen i et vådområde, forbundet med en række negative konsekvenser for miljøet og den rekreative anvendelse. Ikke desto mindre bliver området i stigende grad opfattet som et meget naturskønt område af høj værdi. I en spørgeskemaundersøgelse blandt kanosejlende på Gudenåen angav 89,5 % af deltagerne, at de tog på netop denne tur for at se på landskabet og 90,3 % ønskede at være i kontakt med naturen (Jensen 2001b). Ligesom ca. 90 % fandt at ”Gudenåen løber igennem meget spændende naturområder” og ” Åen løber igennem rigtig natur”. Med andre ord synes en rekreativ opfattelse af dette landskab at udvikle sig parallelt med den produktionsmæssige. Der er dog tale om en varierende landskabsopfattelse som knytter sig til forskellige grupper i befolkningen. Den mere rekreative opfattelse af området findes især blandt fritidslandmand, udflyttere og turister.

Figur 10. Kanosejlads på Gudenåen. Foto: Frank Søndergård Jensen

Området har igennem undersøgelsesperioden på næsten 200 år været præget af en kraftig dynamik som i nogle tilfælde medfører uønskede sideeffekter på landskab og miljø. Men samtidig har området et stort rekreativt potentiale som kan medvirke til at øge stabiliteten og forbedre de landskabs- og miljømæssige forhold. De rekreative kvaliteter som er forbundet med det varierende landskab, kan udnyttes i højere grad, end de bliver i dag. En øget fokusering på dette aspekt kan medvirke til at øge værdien af de arealer som fortsat opfattes som økonomisk marginale. En fortsat udvikling af multifunktionalitet i landskabet kan blandt andet foregå ved at udvikle de egenskaber som mange brugere værdsætter. I denne sammenhæng er det værd at repetere, at de attraktioner som eksempelvis områdets kanogæster værdsætter meget højt er bl.a.: ”at se på landskabet” og ”være i kontakt med naturen” samt ”slippe væk fra dagligdagens krav og rutiner”. Der synes således (fra denne gruppe) at være et ønske om at udvikle området for de mere ”ydmyge” friluftsoplevelser - eksempelvis gennem oprettelse af relativt primitive overnatningspladser (idet der dog samtidig synes at være et ønske om bedre toiletfaciliteter langs Gudenåen!). Et andet udtrykt ønske er mere tilgængelig information om området. Det er ikke usandsynligt at en indsats på netop dette område måske vil være det allerbedste middel til at udvikle områdets rekreative potentialer – som man kan sige blot ligger og venter på at blive opdaget/formidlet.

Litteratur